mandag den 25. maj 2009

Dejlige dahlia

Endnu engang har jeg været umådelig heldig i valg af fridage...her har det været sommer lige fra morgenstunden, så det meste af dagen har budt på haveliv.

Et hurtigt besøg hos den nærmeste gartner bragte lidt flere dahlia med hjem. Af de knolde, der har overvintret i kælderen, skyder et par stykker flittigt...men indtil de begynder at blomstre, må der lidt nye til. Og til en tier stykket er der jo ingen grund til at lade være...finanskrise eller ej!

Et enkelt blomsterhoved klarede ikke skærene i cykelkurven. Nu pynter det i stedet i en lille skål...og ligger dér og ligner sart-lyserødt porcelæn. Smukt. Intet mere, intet mindre.

søndag den 24. maj 2009

Blomsterflor og myrekryb




Endnu en af forårets småferier er blevet nydt i fulde drag. Jeg lå godt nok brak med en hovedpine fra Helvede én af dagene, men ellers har det været skønt af holde fri igen.

Der blev tid til at lokke manden og hans cykelanhænger med på blomsterindkøb. Så nu står der igen potter rundt omkring i haven med farveklatter i.

Nogle af potterne var ikke blevet tømt for jord fra sidste sommer, og den ene af dem var blevet hjem for en myriade af ...nå ja, myrer. Det opdagede jeg først, da jeg vendte bunden i vejret på den...og dermed væltede myrer i massevis ud. De fik travlt. For næste generation lå jo nu som hvide larver, ikke i jordens sikkerhed, men i solens stråler. Der blev arbejdet hurtigt og effektivt med at få dem puttet igen. Og ikke længe efter var der atter fred og ro over storfamilien. Et fascinerende syn.

Fridagene har også givet tid til at få læst Dinosaurens Fjer af Sissel Jo Gazan. En krimi, der samtidig er meget mere end "bare" en krimi...læs den!

Forresten...så er ferien slet ikke slut endnu...jeg har nemlig også fri i morgen. Heldige mig. :-)


søndag den 17. maj 2009

Heja Norge...og Moldova!

Fuldt fortjent vandt Norge så årets Melodi Grand Prix...en iørefaldende og veldrejet popsang med et omkvæd, der bare hænger ved. Superflot og stort tillykke!

Jeg er dog lige så vild med Moldovas bidrag. En sang, der tager skridtet fuldt ud og lader den lokale folkemusik overtage showet mere eller mindre. Med en utrolig energi og flot vokal. Sådan skal det gøres!

lørdag den 9. maj 2009

At komme til kort




For et par år siden faldt jeg på bibliotektet over et lille hæfte om iris-foldning. Jeg havde aldrig hørt om det, men blev straks fascineret af de fine mønstre, der laves af foldede papirstrimler efter en skabelon. Jeg lavede nogle stykker og glemte så alt om den teknik igen.




Indtil jeg her forleden igen faldt over en bog om emnet. Denne gang med ikke mindre end 460 forskellige kort. Og nu er jeg for alvor fanget igen. Har købt bogen hjem fra England, så jeg ikke får abstinenser, når biblioteket vil have sit eksemplar igen. Har også på nettet købt lidt forskelligt mønstret papir til formålet...skulle jo nødig løbe tør. :-)

Jeg synes selv, kortene bliver utroligt fine. Sjove at lave er de i hvert fald.